Relationsbloggen

Dine veninder betyder mere for dit parforhold, end du aner
Hvor meget af det, du ønsker dig i dit parforhold, er egentlig dine egne ønsker?

Vi har alle forestillinger om, hvordan det gode parforhold og familieliv skal være. Hvordan vi skal bo, hvad vi skal lave sammen, og hvordan vi skal indrette vores hverdag. Men hvor kommer alle disse forestillinger egentlig fra?

Vi bliver påvirket af de mennesker, vi er sammen med. Det ved vi godt. Men jeg vil påstå, at vi ofte undervurderer, hvor meget vores veninder og sociale fællesskaber betyder for de forventninger, vi har til vores partner.

Allerede i ungdomsårene er vi optaget af at finde vores identitet. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Hvilke værdier har jeg? Og ikke mindst: Hvor hører jeg til?

Vi sammenligner os med hinanden, udveksler erfaringer og søger anerkendelse. Det er helt almindeligt og en vigtig del af vores udvikling. Men nogle gange kan det være svært at skelne mellem, hvad vi selv ønsker, og hvad vi ønsker, fordi det giver os en plads i fællesskabet.

Og i dag er det ikke længere kun veninderne, vi sammenligner os med. Sociale medier giver os mulighed for at følge med i, hvordan andre indretter deres hjem, holder ferie, opdrager deres børn og viser deres kærlighed.

Vi får inspiration, men vi får også en masse forestillinger om, hvordan livet helst skal se ud.

Og så møder du ham, du gerne vil dele livet med.

I er forelskede, glade for hinanden og har lyst til at skabe noget sammen. Men I kommer ikke nødvendigvis med de samme forestillinger om, hvordan jeres fælles liv skal være.

Min erfaring er, at mange unge kvinder allerede har gjort sig en del tanker om bolig, børn og familieliv. Måske har de gennem flere år talt med veninderne om, hvordan de gerne vil bo, hvilken slags familie de ønsker sig, og hvad der er vigtigt i et parforhold.

Den unge mand har måske været optaget af andre sider af livet. Jeg oplever stadig, at mange mænd har en forestilling om, at de skal kunne skabe økonomisk tryghed for familien. De er optaget af uddannelse, arbejde og mulighederne for at kunne forsørge.

Det betyder ikke, at familielivet er mindre vigtigt for ham. Han forbereder sig måske bare på en anden måde.

Begge har gode intentioner. Men de har ikke nødvendigvis talt om, hvad de hver især forestiller sig.

Det er her, nogle af de første udfordringer kan opstå.

Et eksempel kan være indretningen af jeres fælles hjem. Du har en forestilling om, hvordan stuen skal se ud. Farverne skal passe sammen, og møblerne skal helst have et bestemt udtryk.

Din partner har et billede, han holder meget af, og som han gerne vil have hængende i stuen.

Men det passer ikke ind!

Han forstår måske ikke, hvorfor billedet ikke kan hænge der. Han kan jo godt lide det. Og du kan have svært ved at forklare, hvorfor det er så vigtigt for dig, at det ikke gør.

Måske handler det slet ikke kun om billedet.

Måske har du en forestilling om, hvordan et hyggeligt og velfungerende hjem skal se ud. En forestilling, der er blevet påvirket af veninder, boligindretning på sociale medier og de hjem, du sammenligner dit eget med.

Og måske har du slet ikke overvejet, at din partner også har brug for at kunne genkende sig selv i jeres fælles hjem.

Det kan lyde som en lille ting. Men mange små situationer, hvor den enes forestillinger får større betydning end den andens, kan langsomt skabe irritation.

For nogle kvinder bliver behovet for social accept særlig udfordrende, når der kommer børn. Pludselig er der endnu mere at forholde sig til. Graviditet, fødsel, amning, søvn, mad og børneopdragelse. Der er mange holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert.

Og der er mange at sammenligne sig med.

Måske oplever du, at de andre børn i mødregruppen allerede kan noget, dit barn endnu ikke kan. Eller at de andre mødre tilsyneladende har mere overskud, end du selv har.

Du ved måske godt, at børn udvikler sig forskelligt, og at familier har forskellige behov. Alligevel kan du blive usikker.

Din partner forsøger måske at berolige dig. Han synes, I har det godt, og at jeres barn trives.

Men det hjælper ikke rigtigt.

For måske er det ikke kun din partners anerkendelse, du har brug for. Du har også brug for at føle, at du gør det lige så godt som de andre kvinder.

Og det kan være svært at få øje på hos sig selv.

Usikkerheden kan medføre, at du får meget bestemte forestillinger om, hvordan tingene skal gøres derhjemme. Du bliver måske mere optaget af, om I gør det rigtige, end af om det fungerer godt for netop jeres familie.

Din partner oplever måske, at han ikke helt kan følge med. At noget, der var godt nok i går, pludselig ikke er godt nok i dag.

Og du forstår måske ikke selv, hvorfor det er blevet så vigtigt.

Det er ikke forkert at lytte til sine veninder eller søge inspiration hos andre. Tværtimod kan vores fællesskaber give os støtte, glæde og nye perspektiver. Og nogle gange hjælper veninder os netop med at få øje på noget i vores parforhold, som vi har svært ved at se selv. Men der er forskel på at lade sig inspirere og på at lade andres forventninger styre vores egne valg.

Jeg tror, vi kvinder med fordel kan være mere opmærksomme på, hvor meget vores behov for social accept påvirker os. Ikke kun når vi er unge, men også senere i livet.

For nogle gange kommer vi til at stille krav til vores partner, som vi ikke engang selv helt ved, hvorfor vi stiller.

Og måske bliver det først tydeligt, når vi begynder at spørge os selv:

Er det her virkelig vigtigt for mig? Eller er det vigtigt, fordi jeg gerne vil leve op til noget, jeg tror, andre forventer?

Din partner skal ikke nødvendigvis forstå eller være enig i alle dine ønsker. Men I skal begge have plads til at skabe det liv, der giver mening for jer.

Det er trods alt jer to, der skal leve det.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Mit parforhold fungerer ikke – igen
Hvorfor gentager de samme problemer sig, selvom vi ønsker noget andet?

Mange mennesker oplever, at de samme problemer dukker op igen og igen i deres parforhold. Måske har du også oplevet, at et nyt forhold begyndte med forelskelse, glæde og store forventninger, men efter nogen tid opstod de samme konflikter, som du kendte fra tidligere forhold.

Hvordan kan det være?

Det er nærliggende at tænke, at man endnu en gang har fundet den forkerte partner. Og nogle gange er det også rigtigt. Men det kan være værd at overveje, om du selv bringer noget med ind i forholdet, som er med til at skabe de samme problemer.

Vi er ofte optaget af, hvad vores partner gør ved os. Vi vil gerne have en partner, der forstår vores følelser, vores behov og hvorfor vi reagerer, som vi gør.

Men hvor gode er vi egentlig selv til at forstå, hvad vores egen adfærd gør ved den anden?

Lad mig give et par eksempler.

Måske er du et menneske, der helst ikke vil gøre andre kede af det. Du er vant til at tage hensyn og undgå konflikter. Du spørger ofte din partner, hvad han eller hun gerne vil, og du forsøger at indrette dig efter svaret.

Du opfatter sikkert dig selv som et hensynsfuldt menneske.

Men har du overvejet, hvordan det opleves at leve sammen med en, der sjældent selv tager stilling?

Din partner kommer måske til at tage ansvar for de fleste beslutninger. Det kan være alt fra, hvad I skal spise, til hvem I skal besøge, og hvad I skal bruge weekenden på.

Måske bliver din partner efterhånden irriteret og begynder at bestemme mere og mere.

Så kan du komme til at tænke, at du lever sammen med et dominerende menneske, der altid vil bestemme. Men hvordan opstod den situation egentlig?

Et andet eksempel kan være, at du er usikker på dit eget værd. Du har brug for at mærke, at din partner elsker dig. Måske spørger du ofte efter bekræftelse eller bliver ked af det, hvis din partner glemmer en mærkedag.

Du kan også have behov for at fortælle om alt det, du har udrettet i løbet af dagen. Ikke nødvendigvis for at dele dine oplevelser, men fordi du har brug for anerkendelse.

Der er ikke noget forkert ved at ønske opmærksomhed og anerkendelse. Det har vi alle brug for.

Men hvad sker der, hvis din partner hele tiden skal bekræfte dig, for at du kan føle dig værdifuld?

Måske bliver din partner træt af at skulle forsikre dig om sin kærlighed. Måske begynder han eller hun at trække sig lidt. Og så bliver du endnu mere usikker og søger endnu mere bekræftelse.

Langsomt kan I komme ind i et mønster, hvor begge bliver utilfredse.

Du oplever måske, at din partner ikke længere viser dig kærlighed, som tidligere. Din partner oplever, at det aldrig er nok, uanset hvor meget kærlighed der bliver vist.

Begge føler sig misforstået.

Det kan også være, at du har svært ved at indrømme fejl. Måske begynder du hurtigt at forklare, hvorfor du gjorde, som du gjorde, når din partner bliver ked af noget.

Du har jo en god grund!

Men mens du forklarer og forsvarer dig, får du måske slet ikke øje på, hvad situationen gjorde ved din partner.

Og så er vi ved noget væsentligt.

Vi har alle udviklet måder at beskytte os selv på. Nogle har lært at undgå konflikter. Andre har lært at forsvare sig, skjule usikkerhed eller søge bekræftelse hos andre.

Disse mønstre er ofte opstået på et tidspunkt i livet, hvor de havde en vigtig funktion. Men det betyder ikke, at de er hensigtsmæssige i et voksent parforhold.

Det er ikke altid let at få øje på sin egen andel i de problemer, der opstår. Det er ofte langt nemmere at se, hvad den anden gør forkert.

Men hvis du igen og igen oplever de samme vanskeligheder, kan det være værd at stille dig selv et spørgsmål:

Hvad er det, jeg gør, som er med til at fastholde os i dette mønster?

Det betyder ikke, at du har skylden for alt, der går galt. Eller at du skal acceptere en partners grænseoverskridende adfærd.

Det betyder, at du tager ansvar for det, du selv har mulighed for at forandre.

Måske vil du opdage, at din partner reagerer anderledes, når du selv begynder at gøre noget andet. Måske vil I sammen finde en ny måde at være i forholdet på.

Det kan også vise sig, at din partner ikke er klar til forandring.

Vi udvikler os ikke nødvendigvis i samme tempo, og vi har ikke altid den samme mulighed for at se indad. Det kan være en svær erkendelse, især når kærligheden stadig er der.

Men hvis du ikke får øje på dine egne mønstre, risikerer du at tage dem med dig ind i det næste forhold.

En ny partner giver nye muligheder. Men det er stadig dig, der skal leve i forholdet.

Og måske er det netop her, en forandring kan begynde.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Når børn er i klemme ved skilsmisser
Vi kender alle nogen, hvor en skilsmisse har medført vanskeligheder omkring børnene.

Det er en ubehagelig oplevelse og uanset om du er en af forældrene, et familiemedlem eller en ven, er det svært at være vidne til, når børn kommer i klemme.

Børn elsker deres forældre uanset hvad. Også selvom de fjumrer, svigter eller gør andre dumme ting. Børn har brug for støtte fra voksne til at håndtere det liv, de har fået. De har ikke brug for at tage afstand til deres forældre.

I mange skilsmisser handler børnenes mistrivsel mest om forældrenes problemer -  og om, at nogle forældre tror, at børn kan finde ud af at tage relevante valg helt på egen hånd. F.eks. at de ikke har lyst til at være hos den ene forælder eller ikke kan lide sin mor eller far. Børn har endnu ikke de samme evner til at håndtere komplekse situationer og følelser som voksne. De vil helt naturligt kopierer de voksne.  Og nogle voksne har svært ved at adskille egne følelser og behov fra børnenes.

Når børn ved skilsmisser reagerer med vrede mod den ene forælder, handler det ofte om, at forældrene er vrede på hinanden.  Et barn kan f.eks. sige, “det er din skyld, at vi ikke kan se far i sommerferien. Du ved slet ikke, hvor meget han savner mig.” Det kan være svært at vide, hvad du kan svare her. Det ligger lige for at begynde at forklare eller forsvare. Men det gavner ikke dit barn.

For at hjælpe dit barn ud af klemmen, er det nødvendigt, at du begynder at forstå og tale om det dilemma, dit barn er i.  Et eksempel på generelle problemer mange skilsmissebørn havner i, er forældrenes irritation mod den anden. De fleste gange, er det de samme udfordringer I havde i tiden, I var sammen, der fortsætter efter en skilsmisse. I kunne ikke løse jeres konflikter og udfordringer dengang og det kan I heller ikke efter skilsmissen. Det fortsætter...anklagerne mod hinanden, irritationen over hinandens adfærd, styring og kontrol, intet er forandret. Nu er det jeres børn, der som det naturlige bindeled imellem jer, må gennemleve jeres konflikthåndtering - eller mangel på samme.

“Hjælp - hvordan kan jeg undgå dette. Hvordan kan vores børn få en normal barndom efter vores skilsmisse?”, vil du måske spørge mig. Det kan dit barn kun, hvis du begynder at løse dine konflikter på en anden måde. “Jamen det er min eks., der ikke vil ændre noget”, kan du så svare mig. Så er du stadig samme sted, vil jeg svare dig. Forandring starter med dig selv - og uanset, hvad din eks. gør,  så er der ting, du kan gøre, sætninger du kan sige og udvikling, du kan opnå.

Måske har I været til flere møder i statsforvaltningen for at finde en vej ud af det med børnene. Måske har det hjulpet lidt med faste aftaler. Hvis dine børn fortsat viser stadig tegn på at det ikke fungerer for dem, er de i følelsesmæssig klemme. De har brug for dig og jer til at komme ud af klemmen, komme ud af jeres konflikter og få redskaber til at håndtere de udfordringer, de måtte møde i samspillet med jer og i livet. Så de kan være glade for jer og nyde at være sammen med jer.

Støtte til dine børn handler først om, at du forstår, hvilke dilemmaer, der er mest udfordrende for dem. Der er generelle dilemmaer, der gælder for alle børn. Har du svært ved at gennemskue detaljerne for dit barns mistrivsel, så start med det generelle og tal til dit barn om det.

Her er eksempler på sætninger du kan sige og gentage, når dit barn kommer med udtalelser om dig eller den anden forælder. Så taler du om barnets dilemmaer og ikke om det konkrete indhold, som oftest ikke er relevant for barnet.

“ Det er svært for alle børn og voksne, når en familie ikke mere bor sammen. Alle børn vil gerne være sammen med både deres mor og far hver dag.”
“Det værste for børn er, når deres mor og far ikke er enige.”
“Det er så svært for dig, at mor og far ikke kan tale ordentlig sammen.”
“Det er alt for svært for dig, at mor og far ikke er enige om, hvad der er bedst for dig.”
“Det er rigtig uheldigt for dig, at du skal høre på, at jeg kommer til at råbe af far.”

Hjælp dit barn ud af klemmen - start med at tale om det, du kan gennemskue. Og find så andre veje til at håndtere dine egne følelser og konflikter på. Det kan lykkes.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Den 2 årige i familien - sjov og udfordrende
Samvær med et 2 årigt barn kan på en og samme tid være sjovt, hyggeligt og totalt frustrerende. Som forældre eller voksen, begejstres vi af de mange ting den 2 årige kan og de mange efterligninger af vores egen måde at gøre ting på, vi kan genkende. Det er fantastisk at opleve sit barn dække bord og se, at han godt ved, hvor alt skal stå, eller se hende bøje i knæene, når hun fejer under bordet, selvom hun i virkeligheden er lidt mindre end bordet.

På samme tid kan det være frustrerende, når den 2 årige pludselig reagerer med gråd eller skrig i en situation, der ikke lige virkede  farlig eller på anden vis gav anledning til uro hos den voksne.

Den to årige er ivrig for at lære. Barnet spørger og gentage, undersøger og prøver igen og igen. Den lille purk eller prinsesse ved godt, hvad han/hun kunne have lyst til, men et nej eller stop, kan nogle gange virke helt uoverskueligt.  Det at kunne sige "pyt" og vide, "så må jeg nok en anden dag" eller "jeg får det nok igen" eller "min mor gik kun et øjeblik, hun kommer lige om lidt" eller " jeg bliver glad igen om lidt" ligger fortsat et stykke ude i fremtiden.

Hver eneste oplevelse og følelse er unik og særlig.  Når et andet barn f.eks. tager den mest populære bil, kan den 2 årige jo reelt ikke vide, om yndlings legetøjet kommer igen, - han mangler både erfaring og kapacitet til at berolige sig selv. De mange gentagelser og oplevelser i det sociale samspil er først lige gået i gang.  Sprogligt mangler barnet ord og især for følelser. Den to årige kan ikke sige: " øv han tog min bil - jeg bliver bange for, at jeg ikke får den igen" - nej, han kan blive sur - eller bange - eller ked af det og græde, slå eller blive stille i frustration. Disse for os kendte situationer, som vi gennem opvæksten har lært at takle - er hver gang endnu helt særlige og unikke for det 2 årige barn.

Der er meget opdragelse i denne periode. Barnet får mange gange et nej eller et stop, ofte efterfulgt af en forklaring, fordi vi som forældre gerne vil, at vores barn med tiden forstår, hvorfor vi sige nej. " Det kan være farligt", " vi skal spise aftensmad lige om lidt", "vi skal gå nu, fordi vi skal nå..", kan vi f. eks. sige. Det er ikke altid forklaringen når frem til barnet, når følelsen er på spil. Der skal beroligelse og trøst til inden han eller hun kan forstå det sagte. Som voksen kan det virke frustrerende, at barnet skal trøstes eller beroliges meget. Man kan tænke, at det har han da oplevet mange gange og være tilbøjelig til at ønske, at barnet skal kunne kende det nu. Men situationen er måske en anden for barnet, for måske var episoden på et andet sted eller i en anden kontekst sidst. Der er ingen grund til uro, hvis dit barn har brug for meget trøst. Igennem trøst og beroligelse lærer barnet med tiden at trøst sig selv, få sine oplevelser til at hænge sammen og klarer sig i svære situationer.

Som forældre kan vi nogle gange irriteres over, at det virker, som den 2 årige ikke hører efter. Der er mange indtryk for det lille menneske og en besked sagt i forbifarten eller hen over bordet som en fælles besked, vil ikke nå til barnet. Hvis de voksne sikre, at der er øjenkontakt og giver beskeden direkte, vil barnet have bedst mulighed for at forstå. Og barnet er ivrig efter at passe ind i familien - selvom han eller hun ikke helt forstå samspillets regler. Han suger til sig af indtryk og kopierer den adfærd han ser. Og han vil det samme! Maden på tallerkenen skal ligne det, de andre spiser og farven på det i glasset, skal  være helt den samme. Hun vil lave mad, dække bord, lægge tøj sammen og køre på cykel som storebror. Hun øver sig, men får samtidig mange frustrationer og har brug for at mor eller far kan afgrænse aktiviteten og hjælpe hende til at holde ud, at hun ikke skal det samme. En to årig kan hurtigt blive overstimuleret eller kommer ud i situationer, der bare er for svære.

Den 2 årige er fantastisk og en gave til os alle. Vi oplever, at vores hverdag giver mening og har kæmpe betydning. Som forældre bliver vi ofte opmærksomme på den adfærd, vi bestemt ikke ønsker at vores barn skal kopierer.  Vi hører dem tale som os, bruge de samme ord og kopierer vores ansigtsudtryk. Og det får os til at tænke på, hvordan vi opleves udefra og om der er noget, der skal justeres. Bander vi for meget, så bander hun også,  - ser vi tit bekymret ud, så bliver hans udtryk også bekymret, osv. En god mulighed for at stoppe op og tænke nye tanker om sig selv som voksen, så vores barn kan få de bedste muligheder for at forstå, at vores måde at være på betyder noget for den måde, vi kan være sammen på.

Har du en toårig i familien, så er dit liv fyldt med sjove oplevelser -  og en del frustration og refleksion.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Skilsmissebørn risikerer at komme i klemme til jul
Julen er en særlig tid, der forbindes med samvær og hygge i familien. Både hjemme, i dagplejen, i daginstitutioner og i skolen julehygges der i december og stemningen omkring jul giver børn en fornemmelse af noget rart.

I skilsmissefamilier er julen nogle gange forbundet med blandede følelser for både børn og voksne. Mor og far kan måske ikke være der begge to juleaften, hvilket kan være svært for børn. Ligeledes må den ene af forældrene måske undvære sine børn i julen.

Børn har brug for at kunne glæde sig over julen hos både mor og far og blive rummet med de følelser, de måtte have i denne særlige tid.

De første juleaftener efter en skilsmisse kan være belastende for hele familien. Der er fortsat forventninger om hygge, gaver og familiesamvær, men der vil mangle nogle, være andre afsavn eller nye mennesker at skulle holde jul med. Børn kan opleve både deres egne og forældrenes følelser omkring julen.

Har dit barn tegn på ikke at trives med den kommende juleferie? Glæder dit barn sig ikke som vanligt til at skulle holde jul eller går meget op i, hvad mor eller far skal i julen? Der kan være grund til at overveje, om barnet har brug for særlig støtte denne jul, eller er i klemme mellem forældrenes følelser eller konflikter omkring julen.

Den af forældrene, der skal undvære sine børn i julen, kan have triste eller negative tanker. Den, der skal have sine børn i julen, kan glæde sig så meget, at signaler fra barnet om utryghed eller sorg kan overses.

Børn er optaget af, at deres forældre har det godt og vil gerne gøre dem glade. Det kan betyde, at barnet f.eks. viser, at det ikke vil holde jul hos den ene af forældrene eller at det glæder sig "for meget" til netop at skulle holde jul hos en af dem. Når helligdagene nærmer sig glæder barnet sig måske ikke som det plejer eller bliver mere urolig eller stille end vanligt. Barnet reagerer måske mere i børnehaven eller i skolen end hjemme.

Er du i tvivl om dit barn kan have grund til uro omkring julen? Det er en god ide at vende dine tanker med en, der kan støtte dig eller med en professionel.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Børn kan håndtere mere end de voksne tror!
Vi vil gerne beskytte vores børn imod svære problematikker. Det er som udgangspunkt en god ting, men der er tilfælde, hvor børn i høj grad har brug for bare få ord eller enkelte sætninger om det, de mærker påvirker deres forældre. Når man som forælder bærer på traumer og måske endda har fået diagnosen PTSD, påvirker det familielivet og børns trivsel.

Forældre, der bærer på ubearbejdede traumer, har ofte ikke mulighed for at tale med deres barn om det, de selv oplever. Det er der flere årsager til.
For det første kan det være svært for den voksne selv at berøre emnet, da det fremkalder stress reaktioner i form af fysisk ubehag eller svære følelser. For det andet kan det for mange forældre være svært at finde de rette ord, som passer til et barn og den alder barnet har. Mange er nervøse for, om barnet kan blive bange eller for påvirket af at høre om så alvorlige emner. For det tredje kan mange forældre opleve at få dårlig samvittighed over, at deres barn påvirkes af noget, som den voksne bærer på og som barnet ellers ikke skulle forholde sig til.

Emner som giver anledning til traumereaktioner hos voksne kan være fremkaldt af enkeltstående oplevelser f.eks. hvis man har arbejdet som soldat og været i krig, har været overfaldet, eller på anden måde har været krænket eller i fare. Reaktionerne kan også have baggrund i mere vedvarende oplevelser som f.eks. en opvækst præget af overgreb eller egne forældres psykiske lidelser. Senere i livet kan forælderen have  oplevet parforhold eller andre nære relationer  der er  eller har været præget af vold og konflikter. Fælles for oplevelserne er, at de er forbundet med skam og ofte er tabubelagte, hvilket i sig selv kan være med til at skabe berøringsangst.

I takt med at det har vist sig muligt at behandle PTSD og afhjælpe gener forbundet med traumereaktioner, er der nu behov for, at der kommer fokus på, hvordan der tages hånd om børn, der vokser op med forældre, der i kortere eller længere perioder har været præget af traumatiske oplevelser.

Børn påvirkes af de voksnes følelsesmæssige vanskeligheder, men har gavn af  og trives med, at der bliver sat ord på det, de selv oplever og som de allerede har mærket er et tema i familien. Børn har brug for, at der bliver talt om følelser og stemninger, fordi de kan mærke dem, men ikke har ord for dem. De ved ikke, hvad de skal tænke om de svære følelser og stemninger, de mærker. De kan blive bange og utrygge, hvis ikke der er voksne, der kan sætte ord på for dem.
Er det svært at finde de rette ord selv, er der mulighed for at få hjælp til at tale med barnet.
Børn er mere robuste end de voksne ofte tænker.

Lotte Abrahams, autoriseret psykolog og psykoterapeut

Vi skal turde være ærlige omkring vores venners forældreskab
Som jeg ser det, så er forældreskabet bundet op på et paradoks mellem at være et fælles- og et privat anliggende. Sagt med andre ord, så vil vi gerne tale om andres (forkerte) måder at opdrage deres barn på, samtidig med, at vi ikke ønsker, at andre skal kritisere vores (rigtige) måde at opdrage på. Dette paradoks gør det til tider svært, når vi skal tale med andre forældre om deres forældreskab, særligt hvis de oplever udfordringer med deres barn. For hvor går grænsen egentlig i forhold til, hvad vi skal ’blande os’ i?. Jeg vil hævde, at den går lige der, hvor vi oplever, at et barns signaler bliver misforstået og hvor forældrene ikke ser/overvejer egen andel i disse udfordringer. Børns udvikling og trivsel er afhængigt af os voksnes evne til mentalisering. Og når vi taler om forældreskab, så taler vi implicit også om mentalisering; altså evnen til at se sig selv udefra og den anden indefra.

Når vi som forældre skal forstå de mentale tilstande, der ligger bag vores barns adfærd, så bruger vi vores mentalisering. Dette indebærer, at vi reflekterer over vores egne og barnets tanker og følelser og over forbindelserne mellem ydre adfærd og indre tilstande. Idet vi ikke alene har fokus på barnets mentale tilstande, men også vores egne, så hjælper mentaliseringen os til at regulerer vores følelser og til at handle hensigtsmæssigt i situationer, hvor vores barn har det svært.

Vi kan komme ud for at stå i den svære situation, hvor vi oplever, at et barn til en af vores venner i en længere periode har udfordringer og hvor vi tænker, at disse udfordringer i virkeligheden handler om vores vens forældreskab og ikke (nødvendigvis) om iboende vanskeligheder hos barnet. Hvordan skal komme til at kunne dele vores tanker (og muligvis bekymring), uden at risikere, at det også vil koste os venskabet?

Jeg har et ønske om, at vi skal turde være ærlige om vores venners forældreskab, særligt når vi for øje på, at et barn er i risiko for mistrivsel. Når vi ser, at vores ven reagerer på sit barns udfordringer (signaler), uden at være nysgerrige på, hvad deres egen andel i udfordringerne kan være. Barnet er i risiko for ikke at få tilbudt et mentaliserende samspil, hvilket kan bevirke, at barnet ikke vil blive set, hørt eller forstået og dermed resultere mistrivsel.

Vi har ofte forståelse og empati for vores venner, særligt hvis de gennemgår en svær periode eller er under pres. En svær periode med højintense følelser kan medføre, at mentaliseringsevnen hæmmes eller helt svigter. Selvom vi kan have forståelse for vores vens svære situation og har lyst til at give omsorg, så må vi ikke undlade at turde tale om, hvad dette reelt kan betyde for barnet. Uanset om denne periode er af kortere eller længere varighed.

Jeg er klar over, at sådan en samtale ikke er så ligetil. Det kræver en vis portion styrke og selvbevidsthed (dette opstår gennem mentalisering), men jeg har et ønske om, at vi tør tale barnets stemme frem.  Vores børn er dybt afhængige af, at vi som forældre vil hjælpe dem til at forstå sig selv og andre. Og når vi som ven opdager, at barnet har udfordringer, der i virkeligheden handler om den måde forældreskabet forvaltes på, så mener jeg, at vi overfor barnet er forpligtet til at gøre opmærksom på, hvordan dets signaler (også) kan forstås.

Vi må kunne tilgive os selv, at det ikke er nemt. Og måske har vi brug for at lidt til at tænke over, hvordan vi skal udtrykke vores tanker. Jeg er dog helt overbevist om, at vi alle som forældre vil det bedste for vores børn og at dette må være udgangspunktet på enhver samtale.

Jeg tror på, at vi med åbenhed og ærlighed kommer længst, når det gælder børns trivsel. Mit ønske er, at vi kan fortælle hinanden, hvilke tanker (og bekymringer) vi gør os – også i relation til mit eget forældreskab.

Jeanette Poulsen, cand. pæd. pæd. psyk.

Nogle forældre risikerer at blive misforstået
Forældre med mentaliseringsvanskeligheder er i risiko for ikke at blive gjort opmærksom på deres vanskeligheder eller disses betydning for barnet.

Vi kan alle få midlertidig mentaliseringssvigt, når vi presses eller gennemlever store livsbegivenheder. Dette indlæg handler om, når mentaliseringsevnen gennemgående er dårlig og når det får betydning for barnets tilknytningsmuligheder.
Børns trivsel er afhængig af de voksnes evne til mentalisering, - primært forælderens, sekundært pædagogers og læreres. Som fagperson, der skal støtte et barn og deres forældre, er det vigtigt at kende til begrebet og til de problematikker dårlig mentalisering kan medføre for forælder-evnen.

Styrken ved begrebet mentalisering ligger i, at det kan betragtes uafhængig af diagnoser, kulturel baggrund, misbrugsproblematikker eller traumer.

Knyttet til forståelsen af forældre med kroniske mentaliseringsvanskeligheder ligger nogle forældres ”pseudomentalisering”.
Pseudomentalisering er ubevidst. Det er vigtigt at huske, fordi opmærksomheden på vanskeligheden opstår i relationen. Pseudomentalisering opleves ofte som stemninger eller ”mavefornemmelser” og det påvirker relationen, så man, som den anden person, mere end andre gange får en fornemmelse af, at man selv, eller en kollega, har sagt eller gjort noget utilstrækkeligt, at der mangler information eller noget bliver alt for svært at tale om.

Ved pseudomentalisering kan det være vanskeligt at komme til at tale om noget som helst, uden at der kommer til at ligge en vurdering i det, netop fordi relationen kan provokere vanskeligheden. Det der tales om opleves ofte som en skjult kritik. Pseudomentalisering medfører, at der mangler nuancer og alt bliver godt/dårligt eller enten /eller inden i moderen. Umiddelbart kan der være en almindelig dialog og det kan opleves som om, vi sammen undersøger tingene og kan blive enige om noget. I mellemtiden går de indre vurderinger i gang og næste gang vi mødes, er det ofte blevet til, "du sagde sidst, at det, jeg gør, er forkert", eller ” du sagde, jeg er en dårlig mor”.

I mødet med mor og barn kan man få en fornemmelse af, at vi taler meget om mor og mindre om barnet. Det kan føles som den mængde af opmærksomhed, der skal gå til barnet, reduceres, fordi moderen har et overdrevne behov for opmærksomhed. Nonverbalt kan det bl.a. vise sig ved, at moderen er opsøgende på den andens blik, som en form for anerkendelse. "Ser du mig og mit barn" mere end " vi ser sammen det skønne barn her."

Når en fagperson påpeger, at noget kunne være bedre for barnet, aktiveres forsvarsmekanismerne og bekymringer bortforklares, afvises, negligeres eller generaliseres. Forælderen er i risiko for at blive misforstået og vurderet som selvoptaget og uinteresseret i sit barn.
Krav aktiverer ofte stress og helt almindelige baby-behov kan aktivere moderens ubevidste utilstrækkelighedsfølelse, så hendes forsvarsmekanismer går i gang, også overfor barnet, der lige må forstå at skulle vente eller undvære.

Alt for mange forældre får ikke de rette muligheder for at kende til deres egen vanskeligheder og fagpersoner holder sig fra at sige dem højt, fordi det opleves som alt for svært at "kritisere" forældreskab. Men forældrene opdager det ikke selv.
Alle forældre vil deres børn det bedste. Vi skal huske på, at disse mennesker går i forsvar eller søger stor opmærksomhed på grund af deres vanskeligheder. Og vi skal huske på, at barnet ikke får den rette afstemning eller den rette kontakt. Forældre vil gerne forandre sig, hvis de får muligheden og de rette omstændigheder er til stede, for at de kan det.

Dette er forældre, der ikke selv som børn er blevet følelsesmæssigt mødt og forstået af deres primære omsorgspersoner og som aldrig har erkendt og arbejdet med, hvad dette kan betyde for kontakten til deres egne børn. Forældre, der uanset kærligheden til deres børn, kan komme til at skade børnene dybt, fordi de ikke magter de mødeøjeblikke og mikroskopiske synkroniseringsprocesser, som Daniel Stern har dokumenteret og som Susan Hart har beskæftiget sig med som livsnødvendige for det lille barns neurale udvikling.
Forældre som ikke kan se sig selv udefra og forstå barnet indefra, som mentaliseringsbegrebet bygger på.
Vejledninger kan for disse forældre være umulige at omsætte til handling og den ressourcefokuserede tilgang kan aktivere de indre vurderinger, for når nogen siger noget er godt, så aktiveres mistilliden og hvornår siger nogen så noget dårligt.

Med den rette metode kan man i nogle tilfælde animere til udvikling. Selv med den rette tilgang til vanskelighederne er der mange faktorer, der har en betydning for udviklingsmulighederne. Først og fremmest skal flere fagpersoner kende til begrebet og have mulighed for at støtte disse forældre på rette vis og kunne tale med dem om deres vanskeligheder og de store konsekvenser vanskelighederne har for børnenes mulighed for at vokse op i den nødvendige trygge tilknytning. Forældre med mentaliseringsvanskeligheder har ligesom andre brug for erkendelser for at kunne tage imod den rette støtte.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Ubevidste reaktioner betyder noget i familien
Vi har alle en fantastisk egenskab til at finde vej igennem svære oplevelser i kraft af vores overlevelsesmekanismer og forsvarsstrategier.
Når vi er børn og unge, har vi brug for hjælp til at finde metoder, hvor vi ikke får lavet overlevelsesmekanismer, der skader os selv, isolere os fra andre eller lukker helt af for oplevelsen.
Det vi fik lært, tager vi med os i voksen livet. Har vi fortrængt meget eller lært kun at kunne stole på os selv, får det betydning i vores parforhold og når vi bliver forældre.

Når vores overlevelsesmekanismer er i gang, handler det om vores egen overlevelse. Derfor mister vi evnen til at forstå den anden og hvad vores strategier kan betyde for vores partner.
Mange har sikkert hørt, ”du lukker mig ikke ind” – og man kan være helt uforstående overfor, hvad den anden mener, for ”jeg elsker dig jo”.

Men der er noget rigtig i det. Som partner til et menneske, der har været nødsagen til at fortrænge svære livsoplevelser eller som mister ord, når angsten eller selvbebrejdelserne stiger, så opleves det som om, at man bliver lukket ude. Samtalen går i stå eller der tales pludseligt om noget helt andet. Det man ville tale om opfattes som kritik eller partneren bliver fjern eller går simpelthen væk. Og så står man der og føler sig totalt forladt.

Overlevelsesmekanismer og forsvarsstrategier foregår på det ubevidste plan. Når der er stunder, hvor vi føler os trygge, så kan vi tale om disse ting og ønske at forandre dem. Men i situationer, hvor vi presses, kan det være svært alene at forandre noget, for strategierne er jo ubevidste og vi opdager ikke, når de går i gang.

Mange voksne tænker, at de  mest uhensigtsmæssige reaktioner kun forekommer sammen med deres partner, der jo kan trykke på ”de rigtige knapper”. Det er da også rigtigt, at de nære relationer betyder mest og derfor særligt aktiverer vores forsvarsstrategier. Men vores børn er også særlig betydningsfulde og selvom vi forstiller os, at vi kan kontrollere os selv, så aktiveres de ubevidste forsvarsstrategier også sammen med vores børn. Ligesom vores partner, kan de opleve sig forladt eller forkert sammen med os.

Som forældre er det vigtigt at være opmærksom på sin egen adfærd og have opmærksomhed på, hvad ens overlevelsesmekanismer og forsvarsstrategier kan betyde for barnet. Den bedste rettesnor er at lytte til, hvordan andre voksne reagerer på dine handlinger. Børn har ikke forståelse for forsvarsmekanismer og de kan ikke regne ud, hvorfor du måske svinger en del i humør, bliver fjern eller stopper med at tale nogle gange, - men de mærker det i lige høj grad som andre voksne.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Børn åbner vores øjne
Mange forældre har oplevet, at de relationer de har været i, pludselig virker anderledes når der kommer børn og at det man som voksen har kunnet leve med og i, ikke er tilstrækkeligt for et barn.

Nogle gange er det kun den ene forælder, der får øje på dette og hvis det ikke bliver muligt at få sin partner til at se det samme, ender forholdet oftest med brud.

Som forælder kan man få lyst til at holde igen med samværet hos den anden, eller man kan synes det er synd for barnet, at det skal udsættes for at være sammen med en forælder, der ikke magter at imødekomme barnet på dets rette behov.

Det er en situation med mange dilemmaer og ofte mange konflikter.

Børn er en gave og alle forældre elsker deres børn. Men alligevel er det ikke timingen eller de rette omstændigheder for alle forældre at få indsigt i, at måden de lever på, kan påvirke et lille barn negativt.

Det er forståeligt at den forælder, der har indsigten, bliver fortvivlet og mange forsøger igen og igen at få den anden til at forstå, hvad det handler om. I nogle situationer vil det påvirke den anden forældre negativt. De forældre, der ikke umiddelbart har de rette egenskaber til at leve sig ind i et barn og kan tilsidesætte egne behov eller forstå, hvordan egen adfærd påvirker barnet, kan ofte ikke udvikle sig igennem irettesættelse eller forklaringer alene. Selve bruddet er hårdt for alle parter og må betragtes som en stresstilstand, hvilket også medfører nedsat evne til udvikling.

De fleste forældrepar oplever med tiden, at det bliver nemmere at indgå aftaler. De finder en vej i at accepterer, at det ikke fungerede som par og de oplever, at barnet også finder en vej i at kunne elske og nyde begge sine forældre, trods det at forælder-stilen kan være meget forskellig i de to hjem.

Små børn kan ikke vente længe på at deres forældre kommer ud af stresstilstanden. De mange følelser, der er forbundet både med at blive forældre og samtidig bryde et forhold, kan medføre at vores evne til fordybelse og nærvær bliver påvirket.

Det kan lette og fremme processen i den svære tid, hvis der var mere åbenhed om, at det er almindeligt, at vi som mennesker har brug for støtte i svære situationer. For mange opleves det fortsat som flovt, hvis en samværsordning skal etableres vis Statsforvaltning og mange kvier sig ved at opsøge psykolog eller terapeut.

Lad os for alle børns skyld være åbne overfor, at vi alle kan komme i svære situationer. Vi kan ikke forudse alt og slet ikke, at ansvaret for et barn pludselig kan give den ene forælder et spring i selvudvikling og at den anden forælder nogle gange har brug for andre faktorer, for at kunne udvikle sig.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

Det usagte fylder som en sort sky
Vi kan være tilbøjelige til at tro, at det vi undlader at tale om ikke er der eller ikke opfattes.
Men sådan er det ikke. Vores evner er større og mere veludviklede end som så.

Måske kender du det, at der er "noget i luften” eller en ”mavefornemmelse”, der fortæller dig, at noget er rart eller ikke rart.
Vi registrere med meget mere end vores ører. Vi aflæser kropssprog og toneleje i højere grad end vi hører, hvad der siges. Og bliver vores alarmsystem vagt, så bliver vores evne til at opfatte ord endnu svagere.

”Der er ikke noget” beroliger os ikke, vi kan mærke, at der er noget!

Og det fylder i os, vores fantasi går i gang, hvad handler det om? Vi gør os forestillinger og for det meste tænker vi i første omgang, at det er noget, der har med mig at gøre. Efterfølgende kan vi nogle gange bruge vores evne til refleksion eller vores erfaring til at skubbe det væk fra os selv igen og tænke:” det handler nok om noget i hendes liv.”

Børn har fuldstændig samme evne til at registrere som voksne har. Men de har ikke samme evne til at reflektere eller samme livserfaring, så deres forestilling vil stoppe ved, ”det har noget med mig at gøre”.
Derfor er det vigtigt, at voksne hjælper børn med at forstå, det de mærker og om det vedrører dem eller mere er noget, de kan være rolige med, at voksne tager sig af.

Det kan være en sætning som." jeg ved, du kan mærke, at jeg er vred. Det er noget på min arbejde, jeg bare ikke kan lade være med at tænke på. Jeg får det fint igen og du kan være rolig med, at jeg har styr på det."
Det kan måske også være: "du kan mærke mor og far er uenige, vi er ikke rigtig sure og vi finder ud af det."
Eller: " du kan mærke, at mor ikke altid hører efter, når du taler. Hun kommer til at tænke på andre ting og det er svært for dig."

Forleden så jeg nogle snakkekort fra Psykiatrifonden til brug for samtaler med børn. Et af kortene viste et barn sammen med sin mor og far og der hang en mørk grå sky i hele rummet. Barnet så bange og tynget ud.
Sådan fylder det usagte.

Det kan være svært at finde ord til at tale om det svære, både voksne imellem, men også med børn. Vi bliver bange for at gøre hinanden kede af det eller ondt. Men det usagte gør også ondt.
Det første skridt er at tage stilling til, om man vil være enig i, at børn opfatter stemninger og følelser. Dernæst at øve sig i at sige noget. Vi er utrænede i at tale med børn og vi vil så gerne, at børn har det godt. At tale med dem om det der er, godt eller skidt, er et skridt på vejen til at børn får det bedre.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF