Forside · Relationsbloggen · Dine veninder betyder mere for dit parforhold, end du aner

Relationsbloggen

Dine veninder betyder mere for dit parforhold, end du aner

Af Helene Ejsing · Center for Familier · Parforholdet

En mand holder et stort billede op på stuevæggen, mens kvinden står bag ham med armene over kors og ser på.

Hvor meget af det, du ønsker dig i dit parforhold, er egentlig dine egne ønsker?

Vi har alle forestillinger om, hvordan det gode parforhold og familieliv skal være. Hvordan vi skal bo, hvad vi skal lave sammen, og hvordan vi skal indrette vores hverdag. Men hvor kommer alle disse forestillinger egentlig fra?

Vi bliver påvirket af de mennesker, vi er sammen med. Det ved vi godt. Men jeg vil påstå, at vi ofte undervurderer, hvor meget vores veninder og sociale fællesskaber betyder for de forventninger, vi har til vores partner.

Allerede i ungdomsårene er vi optaget af at finde vores identitet. Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Hvilke værdier har jeg? Og ikke mindst: Hvor hører jeg til?

Vi sammenligner os med hinanden, udveksler erfaringer og søger anerkendelse. Det er helt almindeligt og en vigtig del af vores udvikling. Men nogle gange kan det være svært at skelne mellem, hvad vi selv ønsker, og hvad vi ønsker, fordi det giver os en plads i fællesskabet.

Og i dag er det ikke længere kun veninderne, vi sammenligner os med. Sociale medier giver os mulighed for at følge med i, hvordan andre indretter deres hjem, holder ferie, opdrager deres børn og viser deres kærlighed.

Vi får inspiration, men vi får også en masse forestillinger om, hvordan livet helst skal se ud.

Og så møder du ham, du gerne vil dele livet med.

I er forelskede, glade for hinanden og har lyst til at skabe noget sammen. Men I kommer ikke nødvendigvis med de samme forestillinger om, hvordan jeres fælles liv skal være.

Min erfaring er, at mange unge kvinder allerede har gjort sig en del tanker om bolig, børn og familieliv. Måske har de gennem flere år talt med veninderne om, hvordan de gerne vil bo, hvilken slags familie de ønsker sig, og hvad der er vigtigt i et parforhold.

Den unge mand har måske været optaget af andre sider af livet. Jeg oplever stadig, at mange mænd har en forestilling om, at de skal kunne skabe økonomisk tryghed for familien. De er optaget af uddannelse, arbejde og mulighederne for at kunne forsørge.

Det betyder ikke, at familielivet er mindre vigtigt for ham. Han forbereder sig måske bare på en anden måde.

Begge har gode intentioner. Men de har ikke nødvendigvis talt om, hvad de hver især forestiller sig.

Det er her, nogle af de første udfordringer kan opstå.

Et eksempel kan være indretningen af jeres fælles hjem. Du har en forestilling om, hvordan stuen skal se ud. Farverne skal passe sammen, og møblerne skal helst have et bestemt udtryk.

Din partner har et billede, han holder meget af, og som han gerne vil have hængende i stuen.

Men det passer ikke ind!

Han forstår måske ikke, hvorfor billedet ikke kan hænge der. Han kan jo godt lide det. Og du kan have svært ved at forklare, hvorfor det er så vigtigt for dig, at det ikke gør.

Måske handler det slet ikke kun om billedet.

Måske har du en forestilling om, hvordan et hyggeligt og velfungerende hjem skal se ud. En forestilling, der er blevet påvirket af veninder, boligindretning på sociale medier og de hjem, du sammenligner dit eget med.

Og måske har du slet ikke overvejet, at din partner også har brug for at kunne genkende sig selv i jeres fælles hjem.

Det kan lyde som en lille ting. Men mange små situationer, hvor den enes forestillinger får større betydning end den andens, kan langsomt skabe irritation.

For nogle kvinder bliver behovet for social accept særlig udfordrende, når der kommer børn. Pludselig er der endnu mere at forholde sig til. Graviditet, fødsel, amning, søvn, mad og børneopdragelse. Der er mange holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert.

Og der er mange at sammenligne sig med.

Måske oplever du, at de andre børn i mødregruppen allerede kan noget, dit barn endnu ikke kan. Eller at de andre mødre tilsyneladende har mere overskud, end du selv har.

Du ved måske godt, at børn udvikler sig forskelligt, og at familier har forskellige behov. Alligevel kan du blive usikker.

Din partner forsøger måske at berolige dig. Han synes, I har det godt, og at jeres barn trives.

Men det hjælper ikke rigtigt.

For måske er det ikke kun din partners anerkendelse, du har brug for. Du har også brug for at føle, at du gør det lige så godt som de andre kvinder.

Og det kan være svært at få øje på hos sig selv.

Usikkerheden kan medføre, at du får meget bestemte forestillinger om, hvordan tingene skal gøres derhjemme. Du bliver måske mere optaget af, om I gør det rigtige, end af om det fungerer godt for netop jeres familie.

Din partner oplever måske, at han ikke helt kan følge med. At noget, der var godt nok i går, pludselig ikke er godt nok i dag.

Og du forstår måske ikke selv, hvorfor det er blevet så vigtigt.

Det er ikke forkert at lytte til sine veninder eller søge inspiration hos andre. Tværtimod kan vores fællesskaber give os støtte, glæde og nye perspektiver. Og nogle gange hjælper veninder os netop med at få øje på noget i vores parforhold, som vi har svært ved at se selv. Men der er forskel på at lade sig inspirere og på at lade andres forventninger styre vores egne valg.

Jeg tror, vi kvinder med fordel kan være mere opmærksomme på, hvor meget vores behov for social accept påvirker os. Ikke kun når vi er unge, men også senere i livet.

For nogle gange kommer vi til at stille krav til vores partner, som vi ikke engang selv helt ved, hvorfor vi stiller.

Og måske bliver det først tydeligt, når vi begynder at spørge os selv:

Er det her virkelig vigtigt for mig? Eller er det vigtigt, fordi jeg gerne vil leve op til noget, jeg tror, andre forventer?

Din partner skal ikke nødvendigvis forstå eller være enig i alle dine ønsker. Men I skal begge have plads til at skabe det liv, der giver mening for jer.

Det er trods alt jer to, der skal leve det.

Helene Ejsing, sygeplejerske, psykoterapeut og familieterapeut MPF

← Alle indlæg på Relationsbloggen

Kontakt os i dag

Her er vores aktuelle kontaktoplysninger. Ring, send en sms eller mail os, så finder vi ud af, hvad vi kan hjælpe med.