Julen er en særlig tid, der forbindes med samvær og hygge i familien. Både hjemme, i dagplejen, i daginstitutioner og i skolen julehygges der i december og stemningen omkring jul giver børn en fornemmelse af noget rart.
I skilsmissefamilier er julen nogle gange forbundet med blandede følelser for både børn og voksne. Mor og far kan måske ikke være der begge to juleaften, hvilket kan være svært for børn. Ligeledes må den ene af forældrene måske undvære sine børn i julen.
Børn har brug for at kunne glæde sig over julen hos både mor og far og blive rummet med de følelser, de måtte have i denne særlige tid.
De første juleaftener efter en skilsmisse kan være belastende for hele familien. Der er fortsat forventninger om hygge, gaver og familiesamvær, men der vil mangle nogle, være andre afsavn eller nye mennesker at skulle holde jul med. Børn kan opleve både deres egne og forældrenes følelser omkring julen.
Har dit barn tegn på ikke at trives med den kommende juleferie? Glæder dit barn sig ikke som vanligt til at skulle holde jul eller går meget op i, hvad mor eller far skal i julen? Der kan være grund til at overveje, om barnet har brug for særlig støtte denne jul, eller er i klemme mellem forældrenes følelser eller konflikter omkring julen.
Den af forældrene, der skal undvære sine børn i julen, kan have triste eller negative tanker. Den, der skal have sine børn i julen, kan glæde sig så meget, at signaler fra barnet om utryghed eller sorg kan overses.
Børn er optaget af, at deres forældre har det godt og vil gerne gøre dem glade. Det kan betyde, at barnet f.eks. viser, at det ikke vil holde jul hos den ene af forældrene eller at det glæder sig “for meget” til netop at skulle holde jul hos en af dem. Når helligdagene nærmer sig glæder barnet sig måske ikke som det plejer eller bliver mere urolig eller stille end vanligt. Barnet reagerer måske mere i børnehaven eller i skolen end hjemme.
Er du i tvivl om dit barn kan have grund til uro omkring julen? Det er en god ide at vende dine tanker med en, der kan støtte dig eller med en professionel.
Helene Ejsing, familieterapeut MPF, sygeplejerske, stifter og leder af:
Vision Elbjerg - kompetenceudvikling målrettet arbejdet med børn og familier i risiko
Center for Familier - rådgivning og løsninger, få din hverdag & relationer til at fungerer
Kontakt os på tlf: 23 98 31 32, [email protected] eller via kontaktformularen