Vi kan være tilbøjelige til at tro, at det vi undlader at tale om ikke er der eller ikke opfattes.
Men sådan er det ikke. Vores evner er større og mere veludviklede end som så.
Måske kender du det, at der er “noget i luften” eller en ”mavefornemmelse”, der fortæller dig, at noget er rart eller ikke rart.
Vi registrere med meget mere end vores ører. Vi aflæser kropssprog og toneleje i højere grad end vi hører, hvad der siges. Og bliver vores alarmsystem vagt, så bliver vores evne til at opfatte ord endnu svagere.
”Der er ikke noget” beroliger os ikke, vi kan mærke, at der er noget!
Og det fylder i os, vores fantasi går i gang, hvad handler det om? Vi gør os forestillinger og for det meste tænker vi i første omgang, at det er noget, der har med mig at gøre. Efterfølgende kan vi nogle gange bruge vores evne til refleksion eller vores erfaring til at skubbe det væk fra os selv igen og tænke:” det handler nok om noget i hendes liv.”
Børn har fuldstændig samme evne til at registrere som voksne har. Men de har ikke samme evne til at reflektere eller samme livserfaring, så deres forestilling vil stoppe ved, ”det har noget med mig at gøre”.
Derfor er det vigtigt, at voksne hjælper børn med at forstå, det de mærker og om det vedrører dem eller mere er noget, de kan være rolige med, at voksne tager sig af.
Det kan være en sætning som.” jeg ved, du kan mærke, at jeg er vred. Det er noget på min arbejde, jeg bare ikke kan lade være med at tænke på. Jeg får det fint igen og du kan være rolig med, at jeg har styr på det.”
Det kan måske også være: “du kan mærke mor og far er uenige, vi er ikke rigtig sure og vi finder ud af det.”
Eller: ” du kan mærke, at mor ikke altid hører efter, når du taler. Hun kommer til at tænke på andre ting og det er svært for dig.”
Forleden så jeg nogle snakkekort fra Psykiatrifonden til brug for samtaler med børn. Et af kortene viste et barn sammen med sin mor og far og der hang en mørk grå sky i hele rummet. Barnet så bange og tynget ud.
Sådan fylder det usagte.
Det kan være svært at finde ord til at tale om det svære, både voksne imellem, men også med børn. Vi bliver bange for at gøre hinanden kede af det eller ondt. Men det usagte gør også ondt.
Det første skridt er at tage stilling til, om man vil være enig i, at børn opfatter stemninger og følelser. Dernæst at øve sig i at sige noget. Vi er utrænede i at tale med børn og vi vil så gerne, at børn har det godt. At tale med dem om det der er, godt eller skidt, er et skridt på vejen til at børn får det bedre.
Helene Ejsing, familieterapeut MPF, sygeplejerske, stifter og leder af:
Vision Elbjerg - kompetenceudvikling målrettet arbejdet med børn og familier i risiko
Center for Familier - rådgivning og løsninger, få din hverdag & relationer til at fungerer
Kontakt os på tlf: 23 98 31 32, [email protected] eller via kontaktformularen