Forældre med mentaliseringsvanskeligheder er i risiko for ikke at blive gjort opmærksom på deres vanskeligheder eller disses betydning for barnet.

Vi kan alle få midlertidig mentaliseringssvigt, når vi presses eller gennemlever store livsbegivenheder. Dette indlæg handler om, når mentaliseringsevnen gennemgående er dårlig og når det får betydning for barnets tilknytningsmuligheder.
Børns trivsel er afhængig af de voksnes evne til mentalisering, – primært forælderens, sekundært pædagogers og læreres. Som fagperson, der skal støtte et barn og deres forældre, er det vigtigt at kende til begrebet og til de problematikker dårlig mentalisering kan medføre for forælder-evnen.

Styrken ved begrebet mentalisering ligger i, at det kan betragtes uafhængig af diagnoser, kulturel baggrund, misbrugsproblematikker eller traumer.

Knyttet til forståelsen af forældre med kroniske mentaliseringsvanskeligheder ligger nogle forældres ”pseudomentalisering”.
Pseudomentalisering er ubevidst. Det er vigtigt at huske, fordi opmærksomheden på vanskeligheden opstår i relationen. Pseudomentalisering opleves ofte som stemninger eller ”mavefornemmelser” og det påvirker relationen, så man, som den anden person, mere end andre gange får en fornemmelse af, at man selv, eller en kollega, har sagt eller gjort noget utilstrækkeligt, at der mangler information eller noget bliver alt for svært at tale om.

Ved pseudomentalisering kan det være vanskeligt at komme til at tale om noget som helst, uden at der kommer til at ligge en vurdering i det, netop fordi relationen kan provokere vanskeligheden. Det der tales om opleves ofte som en skjult kritik. Pseudomentalisering medfører, at der mangler nuancer og alt bliver godt/dårligt eller enten /eller inden i moderen. Umiddelbart kan der være en almindelig dialog og det kan opleves som om, vi sammen undersøger tingene og kan blive enige om noget. I mellemtiden går de indre vurderinger i gang og næste gang vi mødes, er det ofte blevet til, “du sagde sidst, at det, jeg gør, er forkert”, eller ” du sagde, jeg er en dårlig mor”.

I mødet med mor og barn kan man få en fornemmelse af, at vi taler meget om mor og mindre om barnet. Det kan føles som den mængde af opmærksomhed, der skal gå til barnet, reduceres, fordi moderen har et overdrevne behov for opmærksomhed. Nonverbalt kan det bl.a. vise sig ved, at moderen er opsøgende på den andens blik, som en form for anerkendelse. “Ser du mig og mit barn” mere end ” vi ser sammen det skønne barn her.”

Når en fagperson påpeger, at noget kunne være bedre for barnet, aktiveres forsvarsmekanismerne og bekymringer bortforklares, afvises, negligeres eller generaliseres. Forælderen er i risiko for at blive misforstået og vurderet som selvoptaget og uinteresseret i sit barn.
Krav aktiverer ofte stress og helt almindelige baby-behov kan aktivere moderens ubevidste utilstrækkelighedsfølelse, så hendes forsvarsmekanismer går i gang, også overfor barnet, der lige må forstå at skulle vente eller undvære.

Alt for mange forældre får ikke de rette muligheder for at kende til deres egen vanskeligheder og fagpersoner holder sig fra at sige dem højt, fordi det opleves som alt for svært at “kritisere” forældreskab. Men forældrene opdager det ikke selv.
Alle forældre vil deres børn det bedste. Vi skal huske på, at disse mennesker går i forsvar eller søger stor opmærksomhed på grund af deres vanskeligheder. Og vi skal huske på, at barnet ikke får den rette afstemning eller den rette kontakt. Forældre vil gerne forandre sig, hvis de får muligheden og de rette omstændigheder er til stede, for at de kan det.

Dette er forældre, der ikke selv som børn er blevet følelsesmæssigt mødt og forstået af deres primære omsorgspersoner og som aldrig har erkendt og arbejdet med, hvad dette kan betyde for kontakten til deres egne børn. Forældre, der uanset kærligheden til deres børn, kan komme til at skade børnene dybt, fordi de ikke magter de mødeøjeblikke og mikroskopiske synkroniseringsprocesser, som Daniel Stern har dokumenteret og som Susan Hart har beskæftiget sig med som livsnødvendige for det lille barns neurale udvikling.
Forældre som ikke kan se sig selv udefra og forstå barnet indefra, som mentaliseringsbegrebet bygger på.
Vejledninger kan for disse forældre være umulige at omsætte til handling og den ressourcefokuserede tilgang kan aktivere de indre vurderinger, for når nogen siger noget er godt, så aktiveres mistilliden og hvornår siger nogen så noget dårligt.

Med den rette metode kan man i nogle tilfælde animere til udvikling. Selv med den rette tilgang til vanskelighederne er der mange faktorer, der har en betydning for udviklingsmulighederne. Først og fremmest skal flere fagpersoner kende til begrebet og have mulighed for at støtte disse forældre på rette vis og kunne tale med dem om deres vanskeligheder og de store konsekvenser vanskelighederne har for børnenes mulighed for at vokse op i den nødvendige trygge tilknytning. Forældre med mentaliseringsvanskeligheder har ligesom andre brug for erkendelser for at kunne tage imod den rette støtte.

Helene Ejsing, familieterapeut MPF, sygeplejerske, stifter og leder af:
Vision Elbjerg - kompetenceudvikling målrettet arbejdet med børn og familier i risiko
Center for Familier - rådgivning og løsninger, få din hverdag & relationer til at fungerer
Kontakt os på tlf: 23 98 31 32, [email protected] eller via kontaktformularen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev idag!

Modtag vores nyheder, relevante kommentare og seneste kursusudbud, allerede fra idag!

Du er nu blevet tilmeldt dig vores nyhedsbrev, tak :)

Pin It on Pinterest

Share This