Som jeg ser det, så er forældreskabet bundet op på et paradoks mellem at være et fælles- og et privat anliggende. Sagt med andre ord, så vil vi gerne tale om andres (forkerte) måder at opdrage deres barn på, samtidig med, at vi ikke ønsker, at andre skal kritisere vores (rigtige) måde at opdrage på. Dette paradoks gør det til tider svært, når vi skal tale med andre forældre om deres forældreskab, særligt hvis de oplever udfordringer med deres barn. For hvor går grænsen egentlig i forhold til, hvad vi skal ’blande os’ i?. Jeg vil hævde, at den går lige der, hvor vi oplever, at et barns signaler bliver misforstået og hvor forældrene ikke ser/overvejer egen andel i disse udfordringer. Børns udvikling og trivsel er afhængigt af os voksnes evne til mentalisering. Og når vi taler om forældreskab, så taler vi implicit også om mentalisering; altså evnen til at se sig selv udefra og den anden indefra.
Når vi som forældre skal forstå de mentale tilstande, der ligger bag vores barns adfærd, så bruger vi vores mentalisering. Dette indebærer, at vi reflekterer over vores egne og barnets tanker og følelser og over forbindelserne mellem ydre adfærd og indre tilstande. Idet vi ikke alene har fokus på barnets mentale tilstande, men også vores egne, så hjælper mentaliseringen os til at regulerer vores følelser og til at handle hensigtsmæssigt i situationer, hvor vores barn har det svært.
Vi kan komme ud for at stå i den svære situation, hvor vi oplever, at et barn til en af vores venner i en længere periode har udfordringer og hvor vi tænker, at disse udfordringer i virkeligheden handler om vores vens forældreskab og ikke (nødvendigvis) om iboende vanskeligheder hos barnet. Hvordan skal komme til at kunne dele vores tanker (og muligvis bekymring), uden at risikere, at det også vil koste os venskabet?
Jeg har et ønske om, at vi skal turde være ærlige om vores venners forældreskab, særligt når vi for øje på, at et barn er i risiko for mistrivsel. Når vi ser, at vores ven reagerer på sit barns udfordringer (signaler), uden at være nysgerrige på, hvad deres egen andel i udfordringerne kan være. Barnet er i risiko for ikke at få tilbudt et mentaliserende samspil, hvilket kan bevirke, at barnet ikke vil blive set, hørt eller forstået og dermed resultere mistrivsel.
Vi har ofte forståelse og empati for vores venner, særligt hvis de gennemgår en svær periode eller er under pres. En svær periode med højintense følelser kan medføre, at mentaliseringsevnen hæmmes eller helt svigter. Selvom vi kan have forståelse for vores vens svære situation og har lyst til at give omsorg, så må vi ikke undlade at turde tale om, hvad dette reelt kan betyde for barnet. Uanset om denne periode er af kortere eller længere varighed.
Jeg er klar over, at sådan en samtale ikke er så ligetil. Det kræver en vis portion styrke og selvbevidsthed (dette opstår gennem mentalisering), men jeg har et ønske om, at vi tør tale barnets stemme frem. Vores børn er dybt afhængige af, at vi som forældre vil hjælpe dem til at forstå sig selv og andre. Og når vi som ven opdager, at barnet har udfordringer, der i virkeligheden handler om den måde forældreskabet forvaltes på, så mener jeg, at vi overfor barnet er forpligtet til at gøre opmærksom på, hvordan dets signaler (også) kan forstås.
Vi må kunne tilgive os selv, at det ikke er nemt. Og måske har vi brug for at lidt til at tænke over, hvordan vi skal udtrykke vores tanker. Jeg er dog helt overbevist om, at vi alle som forældre vil det bedste for vores børn og at dette må være udgangspunktet på enhver samtale.
Jeg tror på, at vi med åbenhed og ærlighed kommer længst, når det gælder børns trivsel. Mit ønske er, at vi kan fortælle hinanden, hvilke tanker (og bekymringer) vi gør os – også i relation til mit eget forældreskab.
Jeanette Poulsen, cand. pæd. pæd. psyk.
Vision Elbjerg - kompetenceudvikling målrettet arbejdet med børn og familier i risiko
Center for Familier - rådgivning og løsninger, få din hverdag & relationer til at fungerer
Kontakt os på tlf: 23 98 31 32, [email protected] eller via kontaktformularen